Psykosomatisk betyder ikke indbildt
"Der er ikke noget galt — det er nok psykosomatisk." Sætningen får folk til at gå hjem og føle sig til grin. Den bygger på en misforståelse af, hvad ordet betyder.
Der er få ord i sundhedsvæsenet, der gør så meget skade som dette. Ikke fordi begrebet er forkert, men fordi det næsten altid bliver sagt som en afvisning.
Man har haft ondt i månedsvis. Man er blevet undersøgt. Prøverne er normale. Og så falder sætningen: det er nok psykosomatisk. Underforstået: der er ikke rigtig noget, det sidder mellem ørerne, gå hjem.
Det er ikke, hvad ordet betyder.
Hvad det faktisk betyder
Psyke og soma — sind og krop. Ordet beskriver samspillet mellem de to, ikke at det ene er opdigtet.
Et psykosomatisk symptom er et fysisk symptom. Smerten gør ondt. Kvalmen er der. Hjertebanken kan måles. Forskellen fra andre fysiske symptomer er ikke, om de er ægte, men hvad der driver dem.
Sagt kort: det handler ikke om, hvorvidt du mærker noget. Det handler om hvorfor.
Mekanismerne er ikke gætværk
Det er her, begrebet fortjener bedre end sit rygte. Vejene fra belastning til fysisk symptom er beskrevet ret præcist.
Nervesystemet. Alarmberedskab øger puls og vejrtrækning, spænder muskler og nedprioriterer fordøjelsen. Står det på længe nok, bliver det til vedvarende gener frem for forbigående ubehag. Det er gennemgået i Sådan sætter stress sig i kroppen.
Hormonerne. Kortisolsystemet har en døgnrytme, som langvarig belastning forskyder eller udflader. Det påvirker søvn, immunforsvar og energiniveau.
Tarmen. Forbindelsen mellem tarm og hjerne går begge veje, og fordøjelsen er blandt de første steder, uro viser sig — se Nervøs mave.
Det, man holder inde. Her er et fund, der overrasker de fleste: at undertrykke en følelse gør ikke den fysiologiske reaktion mindre. Den gør den større. Man ser roligere ud udadtil, mens den sympatiske aktivering stiger indadtil. Prisen for at holde masken betales altså i kroppen — det er målt, ikke formodet.
Opmærksomheden selv. At holde øje med en fornemmelse gør den kraftigere, og en bekymret tolkning forstærker den yderligere. Den cirkel er beskrevet i Hjertebanken og trykken for brystet.
Ingen af dem kræver, at man tror på noget. De kan måles. Og de er ikke teoretiske: de forklarer helt konkrete gener som ondt i lænden, spændingshovedpine og klump i halsen.
Hvorfor “det sidder mellem ørerne” er dobbelt forkert
For det første er det upræcist. Symptomet sidder i kroppen. Musklen er spændt, tarmen reagerer, pulsen er høj. At kalde det indbildning er faktuelt forkert.
For det andet gør det skade. Mennesker, der får den besked, holder op med at søge hjælp, og nogle af dem fejler noget andet, som endnu ikke er fundet. Skepsis over for lægevæsenet starter ofte lige dér.
Og for det tredje virker det modsat hensigten. Følelsen af ikke at blive troet er i sig selv en belastning — og belastning forstærker den fysiologi, symptomet stammer fra.
Den ærlige grænse
Så til det, der skal siges lige så tydeligt.
Meget få tilstande er “kun” psykiske. De fleste har flere årsager på én gang: genetik, vævsskade, søvn, belastning, tidligere sygdom. Når nogen præsenterer en enkel forklaring — at én følelse eller én oplevelse forklarer et symptom — er det som regel for godt til at være sandt.
Det gælder også den udbredte påstand om, at bestemte følelser opbevares i bestemte kropsdele. Der findes ikke belæg for det, og jeg har skrevet om hvorfor i Sidder traumer i kroppen?
Mekanismen er mere ligefrem, og den er stærk nok i sig selv: et system, der holdes i beredskab, sætter sig i kroppen — og det, man ikke får sagt, holder systemet i beredskab.
I dansk sundhedsvæsen bruges i dag ofte betegnelsen funktionelle lidelser om vedvarende fysiske symptomer uden anden forklaring. Begrebet er omdiskuteret, og en del patienter oplever det som en ny udgave af den samme afvisning. Den kritik er værd at kende, uanset hvad man mener om den — se Hvad er funktionelle lidelser? og Kronisk træthed og ME, hvor grænsen for modellen trækkes tydeligst.
Det stærkeste enkeltbevis på, at forventning er en fysiologisk begivenhed, er i øvrigt placebo — se Placebo, nocebo og forventning.
Hvad der hjælper
Behandlingen ligner ikke “tag dig sammen”, og den ligner heller ikke “find det fortrængte”.
Det, der har dokumentation, er blandt andet kognitiv adfærdsterapi, gradvis genoptagelse af aktivitet frem for hvile, og arbejde med søvn. For flere tilstande har terapi målt bedre effekt end at vente på, at symptomet går væk af sig selv.
Og så det, der ofte gør mest, og som ingen kan sælge: at få sagt det, der ikke bliver sagt — se Hvorfor er det så svært at sige nej?. Ikke som katarsis eller gennembrud, men fordi det, der holdes tilbage, kræver vedvarende arbejde af et system, som så ikke får fred.
Før du konkluderer
Bliv undersøgt ordentligt først. Vedvarende symptomer fortjener en rigtig udredning, og psykosomatisk er ikke en konklusion, man skal nå frem til, fordi man er blevet træt af at lede.
Og hvis du har fået at vide, at der ikke er noget galt, og du stadig har det skidt: du har ikke fået at vide, at du fejler noget indbildt. Du har fået at vide, at man ikke fandt noget på de prøver, man tog. Det er ikke det samme.
Denne artikel er almen information om psykologi og krop — ikke behandling eller individuel rådgivning. Har du det svært, så kontakt din læge eller en autoriseret behandler.