Kronisk træthed og ME
Det her er det sted, hvor psykologiske forklaringer har gjort mest skade. Derfor skal grænsen for dem trækkes særligt tydeligt netop her.
Denne side handler om, hvordan psyke og krop hænger sammen. Netop derfor skal den også sige tydeligt, hvor den forbindelse er blevet overdrevet — og der findes ikke et bedre eksempel end dette.
Det afgørende kendetegn
Kronisk træthedssyndrom, ofte kaldet ME, er ikke bare udtalt træthed.
Kernen er noget andet og mere specifikt: forværring efter anstrengelse.
Det betyder, at selv beskeden aktivitet — en gåtur, en samtale, en indkøbstur — kan udløse en markant forværring af hele sygdomsbilledet. Ofte forsinket, så den kommer et døgn eller to efter, og ofte i dagevis.
Det er ikke det samme som at blive træt af at anstrenge sig. Det er en uforholdsmæssig og forsinket reaktion, som ikke bedres af sædvanlig hvile — og den er det, der adskiller tilstanden fra alt det, den bliver forvekslet med.
Derudover ses typisk søvn, der ikke forfrisker, koncentrations- og hukommelsesbesvær, smerter, og for mange gener ved at stå op.
Hvorfor det ikke er udbrændthed
Forvekslingen er almindelig, og den er dyr, fordi rådene er modsatrettede.
Udbrændthed er knyttet til arbejde og bedres, når man er væk fra det. Aktivitet og gradvis genoptagelse hører til det, der hjælper. Se Udbrændt — eller noget andet?
Depression følger med på ferien og rammer glæden ved alt — men her er en brugbar forskel: mange med ME vil gerne og har planer, de ikke kan gennemføre. Ved depression er lysten selv væk.
ME bedres ikke af hvile alene, og forsøg på at træne sig op kan gøre det værre. Det er den centrale forskel, og den er grunden til, at det næste afsnit findes.
Da retningslinjerne blev lavet om
Her er den del, alle bør kende.
I mange år lød standardbehandlingen på gradvis optræning og kognitiv adfærdsterapi, bygget på en antagelse om, at trætheden i høj grad blev holdt ved lige af inaktivitet og af overbevisninger om sygdommen.
Det store forsøg, den anbefaling hvilede på, blev grundigt kritiseret — blandt andet for at have ændret kriterierne for, hvad der talte som bedring, undervejs. Da uafhængige forskere senere fik adgang til data og regnede efter på de oprindelige kriterier, var resultaterne markant svagere end først meldt ud.
Samtidig rapporterede mange patienter, at optræningen gjorde dem varigt dårligere.
I 2021 ændrede de britiske nationale retningslinjer kurs. Gradvis optræning anbefales ikke længere som behandling. Samtaleterapi kan tilbydes som støtte til at leve med sygdommen — men udtrykkeligt ikke som en kur, og ikke ud fra en antagelse om, at tilstanden er psykisk.
Det er sjældent, at retningslinjer bliver trukket så tydeligt tilbage. Det er værd at lægge mærke til.
Hvad det betyder for begrebet psykosomatisk
Denne side argumenterer for, at krop og psyke ikke er adskilte, og at psykologiske mekanismer påvirker fysiske symptomer målbart. Det står jeg ved — se Psykosomatisk betyder ikke indbildt.
Men netop derfor er det vigtigt at sige: den model passer ikke lige godt på alting, og her er den blevet strakt for langt.
Det er også baggrunden for, at der er reel faglig strid om, hvorvidt ME hører hjemme under betegnelsen funktionelle lidelser. Se Hvad er funktionelle lidelser?
Den ærlige status: der er endnu ikke en afklaret forklaring på, hvad der driver tilstanden. Der forskes i immunologiske, stofskiftemæssige og autonome mekanismer. Ingen af dem er afgjort. Det er en bedre beskrivelse end at fylde hullet ud med den forklaring, man har ved hånden.
Hvad der gælder nu
Aktivitetsstyring. Kernen i nutidens tilgang er at holde sig inden for det, man kan uden at udløse en forværring — og at gøre det bevidst, også på de dage, hvor man kan mere end man plejer. Det er præcis dér, mange kommer galt af sted.
Hvile på forkant. At planlægge pauser, før man rammer loftet, frem for at hvile bagefter.
Håndtering af det, der kan behandles. Søvnproblemer, smerter, gener ved at stå op, lavt stofskifte og jernmangel. Det ændrer ikke grundtilstanden, men det flytter noget.
Støtte, ikke kur. Samtaleterapi kan hjælpe med at leve med en kronisk sygdom — på samme måde som ved gigt eller diabetes. Det er noget andet end at behandle årsagen, og forskellen skal være tydelig, også for behandleren.
Bliv undersøgt ordentligt
Vedvarende træthed har mange forklaringer, og flere af dem kan behandles direkte: lavt stofskifte, jernmangel, B12-mangel, søvnapnø, diabetes, cøliaki, depression, bivirkninger af medicin.
Insistér på en ordentlig udredning, og lad ikke en betegnelse stå i vejen for, at nye symptomer bliver vurderet for sig — særligt ved vægttab, feber, nattesved eller neurologiske udfald.
Og hvis du har fået at vide, at det handler om at komme i gang igen, og du er blevet dårligere af at prøve: den erfaring er ikke et tegn på, at du gjorde det forkert. Den er en del af grunden til, at anbefalingerne blev lavet om.
Denne artikel er almen information om psykologi og krop — ikke behandling eller individuel rådgivning. Har du det svært, så kontakt din læge eller en autoriseret behandler.