Sorg kommer ikke i fem faser
Fornægtelse, vrede, forhandling, depression, accept. Modellen er berømt, den er ikke understøttet — og den får mange til at tro, at de sørger forkert.
Næsten alle kan remse dem op. De fem sorgfaser er blevet almen viden, og de bliver brugt som en slags facitliste: hvis man ikke har været igennem vrede, mangler man noget. Hvis man er tilbage i noget, man troede var overstået, er man gået baglæns.
Der er to problemer med den model. Den er ikke lavet til det, den bruges til. Og den holder ikke, når man undersøger den.
Hvor de kommer fra
De fem faser blev beskrevet ud fra samtaler med døende patienter — mennesker, der stod over for deres egen død. Ikke efterladte.
Overførslen til sorg efter tab skete bagefter, og den slog igennem, fordi modellen er let at huske og giver en fornemmelse af orden i noget kaotisk.
Men når man har fulgt efterladte over tid, finder man ikke faserne. Folk kommer ikke igennem dem i rækkefølge. Mange oplever slet ikke dem alle. Og der er ikke belæg for, at man skal igennem bestemte trin for at komme videre.
Det er værd at vide, fordi modellen ikke bare er upræcis — den skaber en ekstra byrde. Folk går rundt og vurderer, om de sørger rigtigt.
Hvordan det faktisk ser ud
Tre ting er langt bedre underbygget end faserne.
Sorg kommer i bølger. Ikke som en linje, der gradvist bliver bedre, men i skift. Timevis hvor det går, afbrudt af noget, der rammer ud af det blå — en lugt, en sang, en vane man havde sammen. Bølgerne bliver med tiden længere fra hinanden. De holder sjældent helt op.
Man skifter mellem to slags dage. Den bedst dokumenterede model for sorg beskriver en pendulbevægelse: nogle gange er man vendt mod tabet — savnet, minderne, gråden. Andre gange er man vendt mod livet, der skal fortsætte — regningerne, arbejdet, det praktiske.
Pointen er, at begge dele er nødvendige. Det er ikke flugt at have en dag, hvor man ikke sørger, og det er ikke svaghed at have en dag, hvor man ikke kan andet. Det er, når man sidder fast i den ene af dem, at det bliver svært.
De fleste klarer det uden behandling. Det er ikke kynisk sagt. Når man følger efterladte over år, er det mest almindelige forløb, at funktionen holder — man har det forfærdeligt, og man kommer alligevel igennem det uden at bryde sammen. Det er ikke, fordi man ikke elskede den, man mistede.
Hvad sorg gør ved kroppen
Sorg er ikke kun en følelse. Den er en fysisk tilstand, og det overrasker mange, hvor meget den fylder.
Træthed, der ikke går væk af søvn. Tab af appetit. En tyngde eller trykken i brystet. En oplevelse af at være fjern fra det hele. Infektioner, der hænger ved. Alt sammen almindeligt.
Og noget, der ikke er indbildning: risikoen for hjerte-kar-hændelser er forhøjet i tiden lige efter et dødsfald. Der findes også en akut hjertetilstand udløst af voldsom følelsesmæssig belastning, som ligner et blodprop-tilfælde og har fået navn efter netop det knuste hjerte. Det er sjældent — men det er reelt.
Mekanismen er den samme som ved anden svær belastning, se Sådan sætter stress sig i kroppen. Har du brystsmerter eller åndenød, så få det undersøgt — også midt i en sorg. Se Hjertebanken og trykken for brystet.
Når sorgen ikke bevæger sig
For et mindretal går det anderledes. Sorgen bliver ikke mildere med tiden, og den bliver ved med at fylde det hele.
Det er i dag anerkendt som en selvstændig tilstand — langvarig sorglidelse — og kendetegnene er blandt andet:
- Vedvarende, intens længsel eller optagethed af den afdøde
- Følelsesmæssig smerte, der ikke aftager: vrede, skyld, bitterhed, følelsesløshed
- Svært ved at acceptere tabet eller ved at engagere sig i sit eget liv igen
- En varighed, der rækker langt ud over det, der er almindeligt i ens kultur — som regel regnet fra omkring et halvt til et helt år efter tabet
- Betydelig påvirkning af funktionen i hverdagen
Det er ikke det samme som at have det svært længe. Kriteriet er, at det ikke bevæger sig, og at hverdagen ikke kan hænge sammen.
Risikoen er større efter pludselige eller voldsomme dødsfald, ved tab af et barn, og hvor der ikke er nogen omkring en.
Hvad der hjælper — og hvad der ikke gør
Her er et fund, der er værd at kende, fordi det går imod velmente reflekser: at tilbyde sorgterapi til alle efterladte er ikke en god idé. For dem, der ville være kommet igennem det selv, gør det som regel ingen forskel, og der er tegn på, at det for nogle kan gøre det sværere.
Til gengæld virker målrettet behandling af langvarig sorglidelse. Der findes sorgfokuseret terapi med god dokumentation, og den er noget andet end almindelig samtaleterapi.
For alle andre er det mere jordnært, og det er ikke ingenting:
- Nogen, der bliver ved med at være der. Ikke i den første uge, hvor alle ringer, men i den fjerde måned, hvor ingen gør.
- Struktur i hverdagen. Ikke for at komme videre, men fordi et system uden holdepunkter har det sværere.
- At sige navnet. Mange holder op med at nævne den døde af hensyn til de efterladte. De fleste efterladte oplever det modsatte: det værste er, at der bliver stille.
Og en ting til: sorg giver ofte skyld — over det, man ikke nåede at sige, eller over at have en god dag. Den skyld er værd at se på for sig, se Skam og skyld er ikke det samme.
Hvornår du skal tale med nogen
Kontakt din læge, hvis sorgen ikke har flyttet sig efter mange måneder, hvis du ikke kan passe arbejde eller hverdag, hvis du bruger alkohol til at holde den nede — eller hvis der er tanker om selv at dø.
Der findes henvisning med tilskud til psykolog ved dødsfald i den nærmeste familie. Se Hvornår skal man gå til psykolog?
Ved tanker om selvmord: ring til din læge, vagtlægen eller Livslinien på 70 201 201, der har åbent hele døgnet.
Denne artikel er almen information om psykologi og krop — ikke behandling eller individuel rådgivning. Har du det svært, så kontakt din læge eller en autoriseret behandler.