Perfektionisme: den skadelige del
Perfektionisme bliver nævnt som en svaghed til jobsamtaler, fordi det egentlig er en dyd. Sådan er det for nogle. For andre er det den bedst dokumenterede vej til udbrændthed.
Perfektionisme har et image-problem, der går begge veje. Nogle bruger ordet som en humblebrag. Andre bruger det om noget, der reelt har taget deres arbejdsliv fra dem.
Begge har ret, og det er ikke en floskel. Forskningen finder konsekvent to forskellige ting, der begge kaldes perfektionisme — og kun den ene hænger sammen med mistrivsel.
De to sider
Høje standarder. At ville gøre tingene godt, sætte barren højt, arbejde grundigt. Målsætningen i sig selv.
Bekymring for at fejle. Frygten for fejl. Tvivlen om, hvorvidt det man lige har lavet, er godt nok. Fornemmelsen af, at andre kræver det perfekte, og at man bliver dømt på det. Og afstanden mellem det, man præsterede, og det, man skulle have præsteret.
Det er den anden, der forudsiger depression, angst, spiseforstyrrelser, udbrændthed og selvmordstanker. Den første er stort set neutral — og når man tager højde for bekymringerne, forsvinder sammenhængen mellem høje standarder og mistrivsel i vidt omfang.
Det er en usædvanligt brugbar konklusion, fordi den betyder, at man ikke skal skrue ned for ambitionerne. Man skal skrue ned for noget andet.
Den værste variant
Der er tre måder, perfektionisme kan pege på:
- Mod sig selv — jeg stiller krav til mig
- Mod andre — jeg stiller krav til dem
- Fra andre — de kræver det perfekte af mig
Den sidste er den mest konsistent skadelige. Overbevisningen om, at ens omgivelser forlanger fejlfrihed, og at kærlighed eller accept er betinget af den, er dét, der hænger stærkest sammen med psykisk mistrivsel.
Og bemærk, hvad den består af: en forudsigelse om andre mennesker. Ikke en standard, men en antagelse om, hvad der sker, hvis man ikke lever op til den. Det er også dér, den kan undersøges.
Det bliver mere udbredt
En stor gennemgang af godt 41.000 studerende fra slutningen af 1980’erne og frem til 2016 fandt, at alle tre former er steget over tid — og at netop den, der handler om andres krav, er steget mest.
Man skal være varsom med at forklare den slags for hurtigt. Men det er værd at vide, at det ikke bare er en fornemmelse: presset er målbart større, end det var for en generation siden.
Hvorfor det ender i det modsatte
Det paradoksale ved perfektionisme er, at den ofte fører til mindre færdigt arbejde, ikke mere.
Hvis en opgave kun tæller som lykkedes, når den er fejlfri, bliver det at begynde til en risiko. Så udskyder man. Og udsættelsen giver mindre tid, hvilket gør resultatet dårligere, hvilket bekræfter, at man skulle have gjort det bedre.
Der er også en fælde i, hvordan succes bliver forvaltet. Går det godt, var opgaven for let eller man var heldig. Går det skidt, var det ens egen skyld. Regnskabet kan kun gå én vej, og det er derfor, gode resultater sjældent flytter noget.
Og hvad det gør ved kroppen
Perfektionisme er ikke en holdning, man går rundt med. Den er en tilstand af vedvarende vurdering — af sig selv, og af hvordan man ser ud udefra.
Det er den type belastning, kroppen reagerer kraftigst på. Ikke opgaven i sig selv, men oplevelsen af at blive bedømt uden at kunne kontrollere udfaldet. Se Sådan sætter stress sig i kroppen.
Og fordi arbejdet aldrig får lov at være færdigt, stopper tankerne heller ikke, når man går hjem. Se Overtænkning: hvorfor det ikke hjælper og Når du ikke kan sove.
Perfektionisme er en af de tydeligste veje til udbrændthed — netop fordi den fjerner det punkt, hvor man kunne have holdt op. Se Udbrændt — eller noget andet?
Hvad der hjælper
Perfektionisme er blevet undersøgt som noget, der kan behandles i sig selv, og det virker: kognitiv adfærdsterapi målrettet perfektionisme mindsker ikke bare perfektionismen, men også symptomer på angst og depression. Det er en af grundene til, at den kaldes en vedligeholdende faktor på tværs af diagnoser.
Kernen i tilgangen er ret konkret:
Sæt et loft, ikke et gulv. Bestem på forhånd, hvor lang tid opgaven må tage, og lever det, der er lavet, når tiden er gået. Det er en øvelse i at opdage, hvad der faktisk sker.
Lav noget middelmådigt med vilje. Send mailen med en stavefejl. Aflever noget, der er 80 %. Læg mærke til reaktionen. Det lyder som en spøg, men det er den centrale metode — man tester forudsigelsen i stedet for at diskutere den.
Skil standarden fra dit værd. Man må gerne ville gøre det godt. Problemet opstår, når resultatet afgør, hvad man er værd. Se Hvad er lavt selvværd egentlig?
Læg mærke til regnskabet. Hver gang noget lykkes, så bemærk, hvordan du forklarer det. Hvis alt godt skyldes held og alt dårligt skyldes dig, er det ikke virkeligheden, du aflæser.
Vær opmærksom på det, du undgår. Udsættelse er ofte perfektionisme i forklædning. Det, du ikke er kommet i gang med, er tit det, der betyder mest. Se Udsættelse er ikke dovenskab.
Når det er mere end en arbejdsstil
Tal med din læge, hvis kravene til dig selv har taget søvnen, gjort dig ude af stand til at holde fri, eller hvis de har flyttet sig over i mad, træning eller kropskontrol. Ved spiseforstyrrelser er perfektionisme en velkendt vedligeholdende faktor, og det er ikke noget, man skal arbejde med alene.
Denne artikel er almen information om psykologi og krop — ikke behandling eller individuel rådgivning. Har du det svært, så kontakt din læge eller en autoriseret behandler.