Hvorfor gør det ondt uden skade?
En byggearbejder trådte på et søm, der gik gennem støvlen. Han havde ubærlige smerter. På hospitalet viste det sig, at sømmet var gået imellem tæerne uden at røre huden.
Historien ovenfor er beskrevet i et lægefagligt tidsskrift, og den bliver brugt, fordi den siger noget rigtigt på tre linjer.
Manden løj ikke. Han havde ondt. Der var bare ingen skade.
Og det modsatte findes lige så tit: soldater og sportsfolk med alvorlige skader, der ikke mærker noget, før situationen er ovre.
Begge dele peger samme vej, og pointen er nok den vigtigste enkeltoplysning på denne side.
Smerte er en konklusion, ikke en aflæsning
Man forestiller sig gerne, at smerte fungerer som en måler: noget går i stykker, en tråd sender besked, og hjernen registrerer, hvor slemt det er.
Sådan virker det ikke.
Nerverne i vævet sender fare-signaler, ikke smerte. Nervesystemet vejer signalerne sammen med alt muligt andet — hvad der er sket før, hvor truende situationen virker, hvor træt man er, hvad man forventer — og producerer så et svar.
Smerte er det svar. Den er nervesystemets vurdering af, hvor meget beskyttelse der er brug for, ikke en måling af, hvor meget væv der er beskadiget.
Derfor kan et søm gennem støvlen gøre forfærdelig ondt uden at røre huden. Systemet vurderede situationen, ikke vævet.
Systemet kan skrue op
Det næste led er det, der forklarer langvarige smerter.
Når fare-signaler kommer igen og igen, bliver nervesystemet mere følsomt. Tærsklen falder. Det kaldes sensibilisering, og det er en normal egenskab ved systemet — ikke en fejl og ikke noget, man gør.
Det viser sig på måder, folk ofte tror er mystiske:
- Ting, der ikke burde gøre ondt, gør ondt — tøj mod huden, et let tryk
- Det, der gør lidt ondt, gør meget ondt
- Smerten breder sig ud over det oprindelige område
- Smerten svinger med søvn, belastning og humør uden at der er sket noget i vævet
Det er altså muligt, at problemet i vævet er væk, mens systemet stadig kører med skruen på høj. Og så gør det stadig ondt. Ægte ondt.
Derfor er “der er ikke noget galt” en dårlig sætning
Den er velment, og den er tænkt som en beroligelse. Den bliver hørt som en anklage.
Den er også upræcis. Der er noget galt — det sidder bare i, hvordan signalerne behandles, ikke i det, en scanning kan vise.
Det er derfor, scanningsfund så ofte fører galt af sted: de findes hos rigtig mange, der ikke har ondt. Se Ondt i lænden: hvad scanningen viser.
Hvad der skruer op og ned
Det brugbare ved modellen er, at man kan se, hvor der er håndtag.
Op: dårlig søvn. Vedvarende belastning. Frygt for, at bevægelse skader. Katastrofetanker om, hvad smerten betyder. Undgåelse, der gør systemet mere vagtsomt. Konstant opmærksomhed på området.
Ned: regelmæssig bevægelse. Bedre søvn. At forstå mekanismen. Aktiviteter, der betyder noget for en. En troværdig forklaring fra nogen, man stoler på.
Bemærk, at forventning står på begge lister. Det er ikke tilfældigt — det er den samme mekanisme som i Placebo, nocebo og forventning.
Og bemærk, at søvn står højt. Der er efterhånden god dokumentation for, at søvn påvirker smerte mere end smerte påvirker søvn. Se Når du ikke kan sove.
Det er ikke “i hovedet”
Her skal der siges noget tydeligt, fordi modellen bliver misbrugt.
At smerte produceres af nervesystemet betyder ikke, at den er psykisk, indbildt eller frivillig. Hjernen producerer også syn og balance — det gør ikke synet indbildt.
Det betyder heller ikke, at man kan tænke sig fra det. Man kan ikke beslutte at have mindre ondt, lige så lidt som man kan beslutte ikke at se en farve.
Det, det betyder, er, at der er flere håndtag end det ene, alle leder efter. Se Psykosomatisk betyder ikke indbildt.
At forstå det er i sig selv behandling
Det lyder som en trøstepræmie, og det er det ikke.
At undervise folk i, hvordan smerte fungerer, er undersøgt som behandling og har effekt — særligt kombineret med gradvis genoptagelse af bevægelse. Ikke fordi forklaringen er beroligende, men fordi den ændrer, hvad man gør: man tør bevæge sig, når man ved, at ondt ikke er lig med skade.
Langvarige smerter er i dag anerkendt som noget, der kan være en tilstand i sig selv — ikke kun et symptom på noget andet, man ikke har fundet endnu. Det er en meningsfuld ændring, fordi det gør behandling til noget, der kan rettes mod smerten selv.
Og det, man holder inde
Endnu et håndtag, som sjældent nævnes.
Vedvarende beredskab holder systemet følsomt, og noget af det, der holder et system i beredskab, er det, der ikke bliver sagt. At undertrykke en følelse dæmper ikke den fysiologiske reaktion — den øger den. Se Er det holdningen, der giver ondt i nakken?
Det er ikke det samme som at sige, at smerten er en skjult følelse. Det er, at et system, der aldrig får fred, skruer op — og det, man går og holder på, er en af de ting, der ikke lader det få fred.
Hvornår du skal have det undersøgt
Alt ovenstående gælder smerter, der er blevet undersøgt. Første skridt er altid at udelukke det, der kan behandles direkte.
Kontakt din læge ved smerter efter et traume, ved feber, utilsigtet vægttab, natlige smerter der vækker dig, kraftnedsættelse eller følelsesløshed, eller hvis mønstret ændrer sig markant.
Og hvis du har fået at vide, at der ikke blev fundet noget, og du stadig har ondt: det er ikke det samme som, at der ikke er en forklaring. Det er det samme som, at forklaringen ikke lå det sted, man kiggede.
Denne artikel er almen information om psykologi og krop — ikke behandling eller individuel rådgivning. Har du det svært, så kontakt din læge eller en autoriseret behandler.